Hotel Fjordgården Header

Vi inspirerer hinanden

Turisme- og hotelbranchen i Ringkøbing-Skjern handler ikke kun om skøn mad og komfortabel overnatning. Den handler også om at placere Ringkøbing-Skjern kommune som et interessant og visionært sted for erhverv og udvikling. Det fortæller Camilla Bülow Nielsen, salgs- og marketingchef på Hotel Fjordgården.

- 96 % af den energi, vi bruger i Ringkøbing-Skjern, kommer fra vedvarende energikilder. Vi har Danmarks største energipark i Nørhede-Hjortmose. Vores fjernvarmeselskab har implementeret varmepumper i varmeproduktionen, og Vestas tager imod gæster til rundvisning på fabrikken. Det vil forskere, journalister og erhvervsfolk fra hele Danmark gerne komme til Ringkøbing-Skjern for at høre mere om, siger hun.

Hun har været med til at udvikle energiturismen i området og er desuden en del af Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds energinetværk.

- Vi er 16 meget forskellige virksomheder i netværket. En del af de andre er produktionsvirksomheder, så deres udgangspunkt og muligheder er et helt andet end mit, men alligevel kan vi bruge hinandens erfaringer på kryds og tværs, siger Camilla Bülow Nielsen.

Emnerne går lige fra økonomien i at udskifte elpærer med LED-belysning til erfaringerne med at implementere nye og energibesparende arbejdsgange blandt medarbejderne.

Gæsterne forventer miljørigtige løsninger

- Det handler både om at spare på energien og ressourcerne, og det handler om at gøre Ringkøbing-Skjern og Hotel Fjordgården kendt for noget mere end nærheden til naturen. Jeg har allerede nu gæster, som gerne vil vide, hvad vi gør for at passe på miljøet, inden de vælger, om de vil bo hos os, siger Camilla Bülow Nielsen.

I forbindelse med opførelsen af det nye kurbad har Hotel Fjordgården brugt energinetværket til at lade sig inspirere til mere energivenlige løsninger.

- Et kurbad er på papiret en rigtig energibombe, men vi har brugt energinetværket som en kilde til inspiration og viden om, hvordan vi for eksempel kan holde på varmen og genbruge vandet, så vores kurbad kommer til at bruge så lidt energi som muligt inden for de rammer, vi har.

Tilmelding til nyhedsbrev

Erhvervrådets nyhedsbrev
Nyhedsbrev for iværksætteren