Personlig Sparring

Erhvervsrådet gav mig modet

Inger Bech grundlagde i 2017 sin virksomhed Mobilfilm, hvorigennem hun tilbyder at brande virksomheder ved hjælp af små film til hjemmesider og sociale medier. Det var for Inger Bech en stor beslutning at springe ud som iværksætter, og havde det ikke været for Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds hjælp, havde hun ikke turde gøre det.

- Når man starter egen virksomhed, er man rigtig dygtig til det, man vil iværksætte, men der er en masse ting uden om det, man også skal have styr på. Erhvervsrådet kan svare på alle de spørgsmål, jeg har om blandt andet revisor, regnskab og forsikringer, og det giver mig en tryghed. Jeg ved, at jeg altid kan ringe til dem, hvis jeg har brug for rådgivning, og har de ikke selv et svar, så finder de hurtigt andre, som kan hjælpe mig. Jeg bliver aldrig ladt i stikken. De finder altid en løsning, fortæller Inger Bech.

Hjælpen er kun et opkald væk

Hun tilføjer, at det samtidig sparer hende for en masse ressourcer og frustrationer, når hjælpen kun er et opkald væk. Inger Bech har brugt Erhvervsrådet til sparring på sin forretningsmodel og sammensætning af ydelsespakker, men hun har også deltaget i forskellige arrangementer, der har hjulpet hendes forretning i gang.

- Jeg har deltaget i fyraftensmøder, hvor jeg har netværket og mødt andre virksomheder. Det har været en fantastisk mulighed for at skabe omtale, dele erfaringer og sparre med andre. Erhvervsrådet hjalp mig også i gang med at finde en kundekreds og møde virksomheder, der kunne bruge mig, fortæller Inger Bech. Hun anbefaler derfor andre iværksættere at gøre brug af Erhvervsrådet.

- Erhvervsrådet arbejder meget professionelt, og det skaber tryghed. Alle spørgsmål er velkomne, og det gør, at man bliver lidt mere modig som iværksætter.

Tilmelding til nyhedsbrev

Erhvervrådets nyhedsbrev
Nyhedsbrev for iværksætteren