Erhvervsturisme

Udgivet d. 05. 12 2018

Ringkøbing-Skjern vil være førende inden for grøn erhvervsturisme. Vestas og Solid Group skal være med til at tiltrække erhvervsturister.

Ringkøbing-Skjern vil være førende inden for grøn erhvervsturisme

Globale virksomheder som Vestas og Solid Group, der er frontløbere inden for udvikling og innovation af grøn energi, skal være med til at tiltrække erhvervsturister til Ringkøbing-Skjern.

Grøn energi er et vigtigt område for erhvervslivet i Ringkøbing-Skjern Kommune, der har en vision om at være selvforsynende med vedvarende energi i 2020. For at udbrede kendskabet til kommunens 2020-strategi og for at tiltrække erhvervsturister, virksomheder og arbejdskraft inden for det grønne energiområde, tilbyder kommunen nu professionelt interesserede et indblik i deres grønne eventyr med en grøn energi-inspirationstur rundt på kommunes mange virksomheder.

Debut succes på energituren

På den første energitur i starten af november besøgte vi blandt andet virksomheder som Vestas, Nørhede-Hjortmose og Solid Group. Det var en stor succes, forklarer Camilla Bülow, der er projektansvarlig for energituren. Derfor gentages turen efter jul, hvor hun håber på tilmeldinger fra både erhvervsturister, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

– I Ringkøbing-Skjern har vi gode muligheder for at gøre det godt i konkurrencen om erhvervsturister inden for grøn energi. Vi er på forkant med udviklingen inden for vind, biomasse, biogas og sol, og det ønsker vi at vise omverden, siger Camilla Bülow.

Om formålet med energituren fortæller Camilla Bülow:

– Ringkøbing-Skjern er et lille område set med internationale briller, og der er ikke så mange af os til at fortælle resten af verden, hvad vi rent faktisk er i stand til. Derfor er vi nødt til selv at investere tid i at opnå mere opmærksomhed. Det er formålet med at invitere interesserede på energituren rundt på vores virksomheder.

Kunne du tænke dig at få et indblik i Ringkøbing-Skjerns grønne eventyr og komme på rundtur hos nogle af Danmarks førende virksomheder indenfor grøn energi, kan du skrive til Camilla Bülow Nielsen camilla@fjordgaarden.dk. Så vil du modtage information om, hvordan du tilmelder dig til næste grønne energitur.

Er du virksomhed i Ringkøbing-Skjern og beskæftiger du dig med energiområder som vind, biomasse, biogas og sol – og har du mod på at give interesserede et indblik i din virksomhed, så skriv til Camilla Bülow Nielsen camilla@fjordgaarden.dk. Hun vil tage fat i jer og fortælle mere om mulighederne for at blive en del af rundturen.

Få nyheder i din indbakke
Tilmelding til nyhedsbrev

Du kan læse mere om tilflytterjobordningen her