Kom foran i (job) køen

Kevin Toftegaard har benyttet sig af Tilflytterjob – Det har sikret ham en ansættelse hos Faster Andelskasse.

Tilflytterjob er en ordning, hvor Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd formidler jobsøgendes CV og kompetencer til private og offentlige virksomheder i Ringkøbing-Skjern-området. Formålet er at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og tilflyttere til området.

Ønske om at flytte til mere rolige og naturlige omgivelser
- Jeg benyttede mig af tilbuddet, fordi jeg på sigt gerne vil væk fra bylivet i Aarhus. På nuværende tidspunkt bor jeg sammen med min kæreste og vores søn i et boligkvarter omgivet af store veje og biler, der kører over for rødt. Det er ikke det mest optimale, når man har et lille barn. Så vi vil gerne flytte til mere rolige og naturlige omgivelser, hvor vores søn har mulighed for at løbe frit.

Kevin er uddannet Cand. merc. jur. og fik gennem sit jobcenter mulighed for at deltage i et seminar, hvor han fik øjnene op for de muligheder, som Ringkøbing-Skjern kommune tilbyder.
- Ringkøbing-Skjern kommune lægger meget vægt på naturen, havet og det rige dyreliv, der er i området, og det er noget min familie værdsætter, fortæller han.

Tilmeldte sig tilflytterjobordningen
Efter seminariet tilmeldte Kevin sig tilflytterjobordningen. Han blev derefter kontaktet af Karina Winkler fra Erhvervsrådet, hvor han fik en snak om sine ønsker og muligheder – både privat og jobmæssigt.

- For mig er det både vigtigt at få et job, hvor jeg kan bruge mine kompetencer, men det er også afgørende, at min kæreste kan få arbejde. Hun bliver uddannet lægesekretær i 2019, og Erhvervsrådet er på det tidspunkt også villige til at hjælpe hende i job gennem ordningen.

Efter samtalen med Erhvervsrådet, blev Kevin kontaktet af Faster Andelskasse, der ønskede at se ham til samtale.

- Det har været en kort, men positiv proces. Jeg har fået et job, hvor jeg både kan bruge min uddannelse inden for jura og økonomi, og hvor jeg samtidig har mulighed for at inddrage min interesse for IT. Derudover har ordningen medført, at jeg har fået øjnene op for de muligheder, der er for at skabe et godt familieliv i Ringkøbing-Skjern kommune, fortæller Kevin og fortsætter:

- Jeg vil klart anbefale andre at benytte sig af tilflytterjobordningen. Det er en ny, men effektiv måde at søge job på, hvor du kommer foran i køen.
 

Få nyheder i din indbakke
Tilmelding til nyhedsbrev

Du kan læse mere om tilflytterjobordningen her